Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: FCK var de eneste, der kunne gøre en forskel

Tipsbladet.dk ser nærmere på nogle af de svar, ottende spillerunde i Superligaen gav.

Superligaens ottende runde er overstået, og nu er der landskampspause. Altså er der hele 14 dage til næste runde af dansk fodbolds bedste række, men så er det god, at der er landskampe på menuen. Nationens ære skal forsvares. Eller noget.

For bliver de landskampe spillet? Spillerne og landsholdet ligger i konflikt, og der er umiddelbart ikke en løsning på vej. Det kan betyde, at det bliver andre end de normale landsholdsspillere, der skal spille kampene mod Slovakiet og Wales - hvis kampene da ikke bliver aflyst.

Nå, men nok om konflikt - nu er det tid til at se på, hvad vi lærte af syvende runde i Superligaen.

FC København var det eneste hold, der kunne gøre en forskel

20 af 56 kampe i denne sæson er endt uden en vinder. AGF har været involveret i seks af de 20 kampe. I ottende runde af Superligaen var der seks af syv kampe, der endte uden en vinder.

Eneste hold, der var i stand til at gøre en forskel og vinde, var FC København, der tog fra Esbjerg med tre point. Dermed udbyggede Ståle Solbakkens mandskab også føringen i Superligaen, hvor klubben aktuelt har fire point ned til FC Midtjylland.

Efter det overraskende og noget skuffende nederlag til Horsens i premieren har Ståle Solbakkens mandskab vist store kvaliteter og vundet seks af de seneste syv kampe i dansk fodbolds bedste række, samtidig med at man har haft fokus på Europa League.

Lige nu ligner FCK det bedste hold i Superligaen.

FC Nordsjællands sprudlende offensiv er forsvundet

Otte kampe, syv mål. FC Nordsjælland er en skygge af det fodboldhold, der i sidste sæson viste sig frem med offensiv fodbold og masser af mål. Det var underholdende at se FC Nordsjælland spille.

Det er det ikke længere.

Klubben fra Farum har som nævnt blot scoret syv gange i otte kampe - kun Horsens har lavet færre - og holdet har blot vundet to kampe. På plussiden kan det nævnes, at man blot har lukket seks mål ind i de otte kampe, men der mangler noget kreativitet og kvalitet på modstanderens banehalvdel.

Status quo mellem Brøndby og FC Midtjylland

Der har været sagt og skrevet meget om Brøndby og FC Midtjylland - ikke mindst efter FCM's bud på Simon Tibbling - men de to mandskaber fik ikke afgjort slaget på banen. Det endte 2-2 efter en underholdende kamp, hvor Brøndby to gange var foran.

Brøndby var bedst i opgøret, men FCM lavede dels et fantastisk mål, dels udnyttede en dødbold, der sikrede dem et point. Dermed er der status quo mellem de to mandskaber i stillingen, hvor FCM har 15 point og BIF 14. De to skal hold skal måske undgå at kigge for meget på hinanden, for imens lister FC København stille og roligt væk. FCK har aktuelt fire point mere end FCM.