Superliga

Detaljer udskyder Femi-handel

Kun få deltaljer mangler at falde på plads, inden den nigerianske midtbanespiller Femi skifter til Brøndby på en et-årig lejeaftale.

Torsdag i sidste uge kunne tipsbladet.dk fortælle, at den nigerianske midtbanespiller Oluwafemi Ajilore - kaldet Femi - ville blive præsenteret i Brøndby-trøjen i denne uge. Det kan den tidligere FC Midtjylland-profil for den sags skyld fortsat blive, men handelen trækker en smule ud.

- Vi er i store træk enige med Brøndby, men der er fortsat nogle få detaljer, der skal på plads, fortæller Henk Veldmate, der er teknisk direktør i Femis nuværende klub Groningen, til tipsbladet.dk.

- Hvis det hele går i orden og Femi skal til Brøndby, bliver det på en et-årig lejeaftale, fortsætter Veldmate.

Og det er netop her hunden ligger begravet. Brøndby køber ikke Femi, men lejer ham blot i den kommende sæson. Derfor kan nigerianeren vende tilbage til hollandske Groningen om et år, og gør han det, skal det være muligt for ham at spille. I Holland er der andre regler for ikke-EU-borgere som Femi, der skal bruge en arbejdstilladelse. Den arbejdstilladelse kan komme i fare efter et år i dansk fodbold, og Groningen vil sikre sig, at det ikke sker, inden midtbanespilleren sendes til Danmark. Hollændernes tekniske direktør er imidlertid optimist.

- Jeg regner med, at handelen nok skal gå i orden. Formentlig indenfor de næste fire - fem dage, bedyrer Henk Veldmate.

Da der går nogle dage, inden Femi officielt kan kalde sig Brøndby-spiller, går nigerianeren glip af de to Europa League-kampe mod østrigske SV Ried. Men skulle Brøndby gå videre fra de to opgør til play-off-runden, vil den 26-årige afrikaner være spilleberettiget her. Hvis Brøndby vel at mærke registrerer ham hos UEFA.

I sidste uge meddelte Groningen, at det var flere andre klubber, der også havde interesse i Femi. Nu er sagen imidlertid klar.

- Vi fokuserer kun på en handel med Brøndby, slutter Henk Veldmate.