Direktør bekræfter: Norsk klub forhandler om Semb Berge - og lurer på Rashani
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Direktør bekræfter: Norsk klub forhandler om Semb Berge - og lurer på Rashani

Den norske klub Odd forsøger at hente Fredrik Semb Berge fra Brøndby IF, men kan ikke blive enige om prisen. Klubben er også interesseret i Elba Rashani.

Både Elba Rashani og Fredrik Semb Berge fik deres fodboldmæssige gennembrud i Odds BK, inden de skiftede til Brøndby IF. Nu kan begge spillere være på vej tilbage til den norske klub.

Odd-direktør Einar Håndlykken bekræfter således, at man er interesseret i de to Brøndby-spillere. Og at man allerede fører forhandlinger med danskerne om et tilbagekøb af Semb Berge.

- Jeg plejer at sige, at telemarkinger (folk fra regionen Telemark, red.), som gør det godt, altid er interessante for Odd. Så dem er vi interesseret i. Vi har snakket med dem og gør det jævnligt. Vi har specielt snakket med Berge, men han er foreløbig ikke Odd-spiller. Det handler som altid om penge. Vi er ikke enige med hans klub i Danmark, siger Håndlykken til nrk.no.

Før jul sagde Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, at klubben formentlig skiller sig af med én eller flere spillere i dette transfervindue. Han ville ikke tale om specifikke spillere, men med Odd-direktørens udtalelser kunne det godt tyde på, at mindst én af de to vender tilbage til Tippeligaen.