Video : Tipsbladet
Superliga

Disciplinærinstans dropper sag efter homofobisk tilråb i Hobro-Randers

Der kommer ingen sag i forbindelse med et homofobisk tilråb i Superliga-opgøret mellem Hobro IK og Randers FC, fortæller formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, til tipsbladet.dk.

Mens Fodboldens Disciplinærinstans har åbnet endnu en sag mod Brøndby IF for det, instansen vurderer er homofobiske tilråb mod Viktor Fischer, kommer der ingen sag i forbindelse med det homofobiske tilråb, der blev råbt under kampen mellem Hobro IK og Randers FC.

TV3 Sports mikrofoner fangede tydeligt tilråbet "din fucking bøssekarl, mand", der blev råbt i forbindelse med et frispark, som skulle sparkes, men det tilråb kommer Fodboldens Disciplinærinstans ikke til at lave en sag ud af. Det bekræfter instansens formand, Jens Hjortskov, til tipsbladet.dk.

- Vi har kigget på episoden, men det er ikke muligt at identificere, hvem der har råbt det. Sådan nogle sager er vi nødt til at lade ligge, da vi ikke kan komme bevisstillingen nærmere, siger formanden til tipsbladet.dk.

Der er kommet et stort fokus på homofobi i dansk fodbold, fordi Viktor Fischer efter opgøret mod OB den 7. april, som FCK vandt 1-0, fortalte om homofobiske tilråb under kampen. Efterfølgende var der fra Fodboldens Disciplinærinstans bøde til OB, ligesom Brøndby fik en bøde, efter fans af klubben under kampen mod FCN den 8. april sang homofobiske sange.

Og nu er der altså lavet en sag mod Brøndby i forbindelse med FC København-kampen, hvor Jens Hjortskov over for TV 2 Sport fortalte, at der var sange og tilråb rettet mod en FCK-spiller - Viktor Fischer. Og der kommer en samlet vurdering fra sagen, da der også var brug af pyroteknik.

Til tipsbladet.dk fortæller Jens Hjortskov, at instansen kan tage sager op på egen hånd, hvis man bliver gjort opmærksom på det, som i tilfældet med de homofobiske råb mod Viktor Fischer. Det kan eksempelvis være via den nye ordning med en videodommer.

- I og med der fra den her sæson er blevet indført en videoobservatørordning i Superligaen, er der en videoobservatør, der ser alle kampe igennem og indberetter til os, hvis der er nogle episoder, dommeren ikke så. Det hjælper på ensartetheden, så at det ikke kun er de højt-eksponerede og store kampe, der er fokus på. Det har også været et af kritikpunkterne omkring instansen tidligere, men er det altså ikke længere. Der kan også foregå alt muligt andet på stadion og ting uden for banen, som en videoobservatør kan spotte, siger Jens Hjortskov.

Formanden for instansen er advokat og arbejder til dagligt som partner i en af Danmarks største advokatvirksomheder Bech-Bruun. Han er indstillet til posten som formand for Fodboldens Disciplinærinstans af DBU's bestyrelse og arbejder i instansen med fem andre. Er man ikke enig i den vurdering, instansen har taget, har man ofte mulighed for at appellere kendelserne til Fodboldens Appelinstans.

Arbejdet med at straffe homofobiske tilråb er et helt nyt område for instansen, men formand Jens Hjortskov ved, at det er et vigtigt stykke arbejde.

- Det her er new grounds. Der hviler et kæmpe ansvar på os for at håndtere det helt rigtigt, siger han.

Både OB og Brøndby fik 25.000 kroner i bøde af instansen for homofobiske tilråb den 7. og 8. april.