Video : Tipsbladet
Superliga

Divisionsforeningen: Ingen problemer i at Bjelland er medejer af Lyngby

Inden Andreas Bjelland skiftede til FC København, hjalp han Lyngby fra at gå konkurs. Nu er de rykket op, men der er intet problem i, at han skal spille mod dem.

Andreas Bjelland kommer i den kommende sæson til at møde den klub, som han ejer en lille del af, når FC København går på banen mod Lyngby. For halvandet år siden hjalp han til med et beløb til sidstnævnte, da klubben var i konkurs-fare.

Dog lader der ikke til at være tale om en interessekonflikt for ham. Det fortæller Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen i et interview med Ekstra Bladet.

- Der er ingen regler, vi kan tage i anvendelse i den her situation, fordi Andreas Bjelland ikke har en bestemmende aktiepost i Lyngby. Derfor giver det os ikke anledning til at gøre noget ved sagen, siger Claus Thomsen.

Han peger derimod på, at man skal være glad for, at man har spillere, som engagerer sig i de klubber, som har været med til at udvikle dem.

I FC København påpeger kommunikationschef Jes Mortensen ligeledes, at man har afklaret situationen internt, ligesom man fastslår, at Andreas Bjellands økonomiske interesser nok er større i FCK. I Lyngby udtaler sportschef Birger Jørgensen, at man nok skal løse det, hvis der opstår et problem.

Det menes, at Andreas Bjelland investerede omkring 200.000 i Lyngby, hvor han er en del af 'Friends of Lyngby'-gruppen.