Superliga

Djiby Fall er færdig i OB

Det bliver ikke i OB, målfarlige Djiby Fall fortsætter karrieren. Fynboerne udelukker et køb af angriberen, der også selv vil prøve noget nyt.

OBs tilhængere jublede,da fynboerne den 1. september præsenterede den gamle yngling Djiby Fall få timer inden sommerens transfervindue lukkede i. De stribede fans fik deres ønskeangriber, men senegaleseren - der blev lejet i russiske Lokomotiv Moskva - fik ikke den gennemslagskraft, de fleste havde regnet med og håbet på.

Efter mange måneder på bænken og tribunen i Moskva, var Fall ikke i topform, da han landede i Odense. Alligevel nåede angriberen 17 kampe for fynboerne i efteråret, men cheftræner Henrik Clausen valgte ofte at starte med ham på bænken, så blot de seks af disse kampe var fra start. Det stoppede imidlertid ikke Djiby Falls målnæse, der gav bonus seks gange i løbet af efteråret. Især i Europa League var den 26-årige angriber knivskarp. Her scorede han et mål hver 52. minut - i alt fire scoringer fordelt på seks opgør på trods af et udgangspunkt på bænken i de fire af kampene.

Nu er Djiby Fall imidlertid færdig med at score mål i OB-trøjen. Senegaleserens lejeaftale udløb ved nytår, og selv om Fall er kontraktfri om to-en-halv måned og derfor kan erhverves billigt, kommer OB ikke til at købe ham.

- Et køb af Fall er som udgangspunkt udelukket, siger OBs sportsdirektør, Poul Hansen, til tipsbladet.dk.

Det samme er en ny lejeaftale, og derfor har Djiby Fall spillet sin sidste kamp i den stribede trøje, som han i alt - over to omgange - har scoret 20 Superliga-mål i.

- Vi er tilfredse med det vi har i offensiven, fastslår Poul Hansen, der imidlertid næppe heller havde fået succes med et køb af Djiby Fall - selv hvis han forsøgte.

Ifølge tipsbladet.dks oplysninger ønsker senegaleseren således nye udfordringer efter et halvår, hvor OBs cheftræner Henrik Clausen bænkede ham mere, end han brugte ham.

I disse dage overvejer Djiby Fall, hvor hans fremtid ligger. Talrige klubber - heriblandt FC København og FC Midtjylland - er interesseret i den målfarlige senegaleser, men også udenlandske klubber hiver og flår i ham.