Djiby Fall nærmer sig ny klub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Djiby Fall nærmer sig ny klub

Den tidligere Superliga-bomber Djiby Fall har i denne uge været til prøvetræning hos FC Irtysh Pavlodar i Kasakhstan.

Den senegalesiske angriber Djiby Fall var i sidste sæson en farlig mand for Randers FC i Superligaen, hvor det blev til hele ni sæsonmål. Siden kom Fall til tyrkisk fodbold, men efter bare et halvt år i Karsiyaka fik han sin kontrakt ophævet efter eget ønske. 

Siden januar har Fall derfor været på klubjagt, men nu nærmer han sig muligvis en ny klub. 

Den tidligere Randers- og OB-angriber har således været til prøvetræning i den kasakhiske klub FC Irtysh Pavlodar i løbet af denne uge. Det skriver det nationale medie sports.kz

FC Irtysh Pavlodar blev nummer seks i den bedste række i Kasakhstan i sidste sæson. 

Der er tilsyneladende ikke kommet nogen afklaring på Djiby Falls fremtid i klubben endnu, men senegaleseren har været i klubben siden mandag.

Tidligere måneden åbnede 30-årige Djiby Fall for muligheden for et comeback til Superligaen i et interview med tipsbladet.dk.

 - Min tid i Danmark har været god for mig. Jeg kender landet og fodbolden, så jeg har ikke noget negativt at sige om det. Jeg har spillet der flere gange, og jeg har altid været glad for det. Man ved aldrig, hvad der sker i fodbold, og jeg er åben for alt; om det bliver Danmark eller noget andet. Jeg afventer situationen og ser, hvad der byder sig, sagde angriberen ved den lejlighed.