Video : Tipsbladet
Superliga

Dommerfejl sikrer FC Nordsjælland sejren

En offsidescoring fra FC Nordsjælland var medvirkende til, at de vandt 2-1 over Hobro IK.

Toget er lige ved at køre, og FC Nordsjælland skal skynde sig at hoppe på det, der har retning mod top seks. Derfor så det også ud til at være et godt tidspunkt for tigrene at møde bundproppen, Hobro IK, på hjemmebane.

FC Nordsjælland lagde ud med et højt pres, men Hobro IK prøvede også at spille den anden vej, hvilket gav en meget dynamisk start på kampen.

Mikkel Damsgaard fik muligheden efter ti minutter fra straffesparksafstand, men han udnyttede ikke tilbuddet med en svag afslutning.

FC Nordsjælland fik henover halvlegen sat sig mere på spillet, men Hobro IK stod meget kompakt defensivt.

Efter klumpspil lige foran målet kom Nicklas Strunk løbende ind og kom først på bolden, så han kunne score til 1-0. Tv-billederne viste dog efterfølgende, at der skulle have været dømt for offside i situationen, da Godsway Donoyh, der i klumpspillet rørte bolden, var offside.

I anden halvleg fortsatte FC Nordsjælland med at lægge tryk på, og Hobro IK havde svært ved at få skabt offensivt momentum.

Heller ikke taktiske formationsændringer rykkede meget for Hobro IK, mens FC Nordsjælland kontinuerligt kreerede chancer, som dog ikke blev fulgt til dørs.

Syv minutter før tid blev sjeren slået fast, da Andreas Skov Olsen lavede en fantastisk vending og fra en meget spids vinkel lobbede bolden over målmanden i mål til 2-0.

Dybt inde i overtiden kom Nicolas Gotfredsen højest på et indlæg og reducerede til 2-1, men der var ikke tid nok for Hobro IK til at få indsat det udlignende mål, hvorfor FC Nordsjælland vandt 2-1.

Med sejren har FC Nordsjælland nu 28 point.