Video : Tipsbladet
Superliga

Drømmedetalje: FC Nordsjælland-topscorer inspireret af Neymar

Andreas Skov Olsen lægger ikke skjul på, at han har nærstuderet Neymar på Youtube, og det gjorde han brug af mod Vejle Boldklub.

Det er tilladt at lade sig inspirere af andre fodboldspillere, og det har Andreas Skov Olsen også gjort. 

FC Nordsjælland-spilleren scorede to gange i Superliga-kampen mod Vejle Boldklub, og særligt hans første mål var flot. Han tæmmede en høj bold bagom støttebenet, hvorefter han sparkede bolden ind i det fjerne målhjørne. 

Efter kampen fortalte han til TV3 Sport, at han har ladet sig inspirere af den brasilianske superstjerne, Neymar, som tidligere har lavet noget lignende. 

- Jeg har set Neymar på Youtube, så jeg tænkte, at nu gør jeg det bare. Så gjorde jeg det, så virkede det, og så sad den ovre i det lange hjørne. Det var rigtig fedt. 

Mod Vejle Boldklub scorede Andreas Skov Olsen sit sæsonmål nummer 14 og 15 i Superligaen, og nu har han sat sig et nyt mål.

- Nu er det 20, lød det kortfattet fra en storsmilende FC Nordsjælland-topscorer.