Superliga

Duncan-agent: Møde med Celtic

Morten "Duncan" Rasmussens agent Ivan Marko Benes skal snart have et møde med Celtic og sin klient.

Morten "Duncan" Rasmussens fremtid er et hyppigt samtaleemne i disse dage. Især i Århus og omegn efter at det i går kom frem, at "Duncan" skulle være tæt på AGF.

Rygterne om den nu forhenværende AaB-lejesvends fremtid ændrer dog ikke på fakta, som de ser ud lige nu.

- Situationen for "Duncan" er slet ikke ændret. Han skal tilbage til Celtic, der ejer ham, som planlagt, siger "Duncans" agent Ivan Marko Benes til tipsbladet.dk.

Er det også det, han selv helst vil, eller tænker han på andre muligheder, for eksempel i Danmark?

- Det holder vi for os selv. Vi skal have et møde med Celtics ledelse her i juni for at snakke tingene igennem med dem, siger Ivan Marko Benes.

"Duncan" røg helt ud i kulden hos den skotske storklub, da man skiftede manager fra Tony Mowbray til Neil Lennon sidste år. Det medførte lejeophold for "Duncan" i først tyske Mainz og siden altså AaB.

Nu tyder det på, at "Duncan" vil vide, hvor han står i managerens planer, inden et eventuelt skifte til en anden klub kan komme på tale.