Duncan glæder sig til FCK-ven
I januar 2010 hentede Celtic to nye spillere. Jos Hooiveld og Morten "Duncan" Rasmussen hed de, og nu spiller de på hver sit Superliga-hold. Med Mathias "Zanka" Jørgensens karantæne lørdag, ser det ud til, at de to venner kommer til at mødes på Energi Nord Arena.
- Hvis Jos skal spille, så bliver det da sjovt. Vi spillede sammen i et halvt år, og det var en af dem jeg snakkede mere med, så det glæder jeg mig da til, siger "Duncan" til tipsbladet.dk.
Læs også: Ny FCK'er: Jeg kan ikke tabe
De to venner havde hinanden at støtte sig op af, da de kom til Skotland, og kontakten er holdt ved lige siden. De taler da også jævnligt sammen, men nok ikke inden for den seneste uges tid.
- Vi har ikke snakket om denne her kamp endnu, men det kan være, vi gør det under kampen - lige står og sludrer lidt, siger AaB-angriberen.
Læs også: Duncan hjalp Hooiveld til FCK
De to spillere kommer lørdag til at duellere, når de lørdag skal være hinandens direkte modstandere. "Duncan" ved da også, hvad han kan forvente.
- Han er en dygtig spiller. Han er stor og stærk og god med venstrebenet. Så er han faktisk heller ikke langsom, han har en okay speed. Jeg synes, han er en god alsidig midterforsvarer, som ikke fik så meget spilletid, som jeg personligt mener, han burde have haft i Skotland, slutter Morten "Duncan" Rasmussen.
Hvem der vinder den direkte duel, får vi at se på lørdag kl. 19.00, når AaB møder FCK hjemme i Aalborg.