Video : Tipsbladet
Superliga

Ebbe Sand: Vi skal stadig presse

Brøndby IF kommer til at holde fast i genpres-taktikken, selvom de har sagt farvel til Alexander Zorniger.

I mandags faldt en bombe i dansk fodbold, da Brøndby IF fyrede Alexander Zorniger. Siden har Vestegns-klubben annonceret, at assistent Martin Retov tager skridtet op som cheftræner resten af sæsonen, mens Matthias Jaissle forbliver assistent.

Selvom der er skiftet ud i trænersammensætningen, kommer det overordnet set ikke til at være et ændret udtryk i Brøndby IF’s spillestil. Til gengæld har de forsøgt at få et skud god energi ind på holdet.

- Martin og Matthias har allerede foretaget justeringer i forhold til hverdagen og træningen, som alt sammen er med til at løfte humøret i truppen og få noget spilleglæde ind i drengene igen, fortæller Ebbe Sand til klubbens hjemmeside.

- Vi kommer stadig til at spille den presfodbold, som er stadsfæstet i strategi 6.4. Det ændrer sig ikke, fordi vi skifter træner. Presfodbolden er en del af vores identitet, og det er den, der skaber energien med fansene på stadion. Vi vil stadig begejstre dem, der kommer for at se Brøndby IF spille og give dem fodboldoplevelser, de har lyst til at være en del af igen og igen.

Brøndby IF spiller søndag klokken 18.00 mod Randers FC.