Esbjerg fB nåede kun at have 26-årige Eddi Gomes i truppen i et halvt år, efter klubben hentede ham i HB Køge i sommer. Forsvarsspilleren med portugisiske rødder blev i januar solgt for et tocifret millionbeløb til kinesiske Henan Jianye og blev dermed et fint på bevis på, at det kan gå hurtigt i fodbold.
I Kina har Eddi Gomes været med i klubbens første to kampe, hvor det er blevet til en sejr og et nederlag, og han er ganske imponeret over det niveau, kinesisk fodbold har at byde på.
- Niveauet er meget højt, men jeg kan sagtens være med, siger forsvarsspilleren til metroxpress og forklarer:
- I Danmark er der mere kontrol på bolden, og det er mere teknisk. Men de kan godt løbe. De kan virkelig godt løbe.
Eddi Gomes' forvandling fra semiprofessionel 2. Divisions-spiller for to år siden i HB Køge, til nu at være fuldtidsprofessionel i udlandet og samtidig score en god løn, er en fantastisk historier, og det vidner som sagt om, at alt kan ske.