EfB-back håber på sommerskifte
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

EfB-back håber på sommerskifte

Esbjergs Jonas Knudsen vil give sig fuldt ud i foråret, hvor han med gode præstationer kan bane vejen for et skifte til udlandet.

Esbjerg fB har i de seneste transfervinduer sagt farvel til mange af klubbens profiler. Brødrene Ankersen, Martin Pusic og Kian Hansen er alle skiftet til andre klubber, og nu står den næste på spring til et klubskifte, når transfervinduet igen åbner til sommer. 

Venstrebacken Jonas Knudsen har gjort det godt gennem længere tid, og han lægger ikke skjul på, at han føler sig klar til også at komme til udlandet. 

Han håber, at en god forårssæson kan bane vejen for et klubskifte, og selvom han har døjet med en muskelskade, er han opsat på at levere en god forårssæson for Esbjerg samt vise sig godt frem ved sommerens U/21-slutrunde.

- Jeg ved godt, at jeg ikke kan spille på 80 procent i foråret. Jeg ved, at jeg ikke kan skåne mig selv. Jeg skal blive ved med at gøre det, der har ført mig så langt. Jeg skal spille et godt forår, og jeg skal spille en god EM-slutrunde, kun hvis jeg gør det, har jeg muligheden for at komme til udlandet, siger Jonas Knudsen til JydskeVestkysten

Jonas Knudsen har kontraktudløb i sommeren 2016, så hvis Esbjerg vil have penge for venstrebacken, skal et salg finde sted i et af de næste to transfervinduer.