Video : Tipsbladet
Superliga

EfB-boss bekræfter Rafael van der Vaart-stop: Det er vemodigt

Esbjerg fB's sportschef Jimmi Nagel Jacobsen bekræfter, at Rafael van der Vaart stopper karrieren. Han kalder det vemodigt, men forstår beslutningen.

Rafael van der Vaart udtaler mandag til den hollandske avis De Telegraaf, at han stopper karrieren med øjeblikkelig virkning. Den hollandske verdensstjerne har spillet 58 minutter for Esbjerg fB i denne sæson, og det blev altså de sidste minutter i den tidligere Real Madrid-stjernes karriere. 

Esbjerg fB har imidlertid ikke meldt noget ud om, at Rafael van der Vaart stopper sin karriere, og det er ellers kutyme, at arbejdsgiveren også kommer med en udmelding, når en spiller stopper et halvt år før kontraktudløb, men Superliga-klubben bekræfter nu, at hollænderen er færdig som fodboldspiller.

- Han fortalte det til os i går, så jeg kan godt bekræfte, at Rafael van der Vaart er færdig i Esbjerg fB. Vi mangler lige det sidste papirarbejde, og så er det på plads, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen til tipsbladet.dk.

Rafael van der Vaart kom til Esbjerg fB i sommer, og håbet var, at hollænderen med sin rutine kunne spille en vigtig rolle i løbet af sæsonen, men skader har sat en stopper for det projekt - og altså for karrieren. 

- Det er super ærgerligt, men "Rafa" har været top professionel under hele sit ophold her i klubben, og vi så i hans indhop mod FC København, at det stadig er en klassespiller. Vi havde håbet at få mere ud af opholdet, men jeg synes, det har været et positivt samarbejde, og vi vidste, hvad vi gik ind til, lyder det fra sportschefen.

Esbjerg-bossen forsøgte ikke at overtale Rafael van der Vaart til at ændre mening.

- Der er jo ikke nogen, der bedre kan sige, hvornår tiden er inde, end "Rafa" selv. Han har været i gamet i lang tid, og det her er ikke en hovsa-beslutning fra hans side. Den er gennemtænkt, og det har jeg stor respekt for, selv om det også er en smule vemodigt, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Rafael van der Vaart nåede at få spilletid i tre kampe for Esbjerg fB.