Video : Tipsbladet
Superliga

EfB-chef: Brøndby er nemme at udspille

Brøndby IF har ikke taktiske overraskelser i ærmet, og det gør dem nemme at spille mod, siger Esbjerg fB's cheftræner.

Tre gange ud af tre har Esbjerg fB vundet over Brøndby IF i denne sæson, efter de i dag vandt 1-0. Det er slet ikke tilfældigt.

Cheftræner John Lammers har nemlig taktisk udmanøvreret det blå-gule mandskab under Martin Retovs ledelse. Der gemmer sig nemlig ingen usete tricks i Retovs taktiske godtepose.

- Det er nemt at udspille dem, for de overrasker aldrig. Derfor kan man lave en god plan mod dem. De har rigtig gode spillere på midten af banen, så vi var nødt til at lukke af på midten, og det klarede vi rigtig godt, siger John Lammers til Ritzau.

Esbjerg fB ligger på tredjepladsen, men kan blive overhalet, hvis OB vinder mod FC Nordsjælland i morgen.