• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

EfB-komet har endelig fået bugt med skader: En rigtig god sæson for mig

Daniel Anyembe har fået sit gennembrud som professionel fodboldspiller i denne sæson, og det skyldes ikke mindst, at han har fået bugt med sine skadesproblemer. At det samtidig sker i barndomsklubben, Esbjerg fB, er megastort.

Af Anders Dehn

Det har handlet meget om Joni Kaukos mål, Carlo Holses skifte fra FC København, Rodolph Austin og Markus Halstis ritune og måske om Jesper Lauridsens syv oplæg, men ikke særlig meget om Daniel Anyembe. Alligevel spiller backen hver gang for Esbjergs bronzeaspiranter, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt.

Anyembe har aldrig tidligere, heller ikke da klubben spillede 1. division i sidste sæson, været fast mand på førsteholdet gennem længere tid. Dels er han kun 20 år gammel, dels har skader hæmmet hans udvikling. Men i denne sæson har han stort set været forskånet, og de seneste 21 Superliga-kampe i streg har han spillet.

Læs også: Esbjerg har tangeret defensiv klubrekord: Måske skal vi satse mere offensivt

Det var blandt andet med til at presse den tidligere anfører, Nikolaj Hagelskjær, ud af klubben ved nytår, og Anyembe mener da også selv, at han har leveret varen.

- Det har været en rigtig god sæson for mig personligt. At jeg har fået så mange minutter og startet nærmest alle de kampe, jeg kunne, er jeg superglad for. Det har bare været hårdt arbejde, og så har jeg fokuseret på at holde mig skadesfri, da det har hindret mig meget tidligere, siger han til tipsbladet.dk.

Læs også: Kenya følger dansk U-landsholdsspiller: Ingen grund til træffe valget nu

Hvad har du gjort for at undgå skaderne?

- Jeg har forskellige øvelser, som jeg laver hver dag inden træning og inden kamp. De er til mine knæ og hofteregionen, og de gør mig stærkere og er skadesforebyggende. Det er mest knæene, jeg har døjet med, men det skulle være ovre nu.

- Jeg begyndte på dem for cirka et år siden, efter jeg blev skadet i slutningen af sidste sæson. Det er ikke noget, klubben forventer, at man gør, men det er en god idé at gøre det. Jeg har bare valgt at gøre det til en vane. Det virker jo, kan man se, så det er en god vane at have. Så det bliver jeg ved med, siger Anyembe.

Når Esbjerg spiller, er der som regel fire-fem spillere af egen avl i startopstillingen, og Daniel Anyembe er en af dem. For selv om hans far er fra Kenya, er højrebacken fra Esbjerg, så han er svært tilfreds med, at han har fået sit gennembrud i den lokale Superliga-klub side om side med sine jævnaldrende holdkammerater og bysbørn.

- Det er selvfølgelig megastort. Det er det, man går og håber på: at spille fast i Superligaen for det hold, man har trænet med og spillet med i hele ungdommen. Det er det, jeg havde ønsket, siger Anyembe.

Han drager både fordel af at spille ved siden af rutinerede folk som Austin og Halsti i midterforsvaret og sine venner fra U19-holdet.

- Vi er nogle forholdsvis unge spillere, nogle af os, og vi har nogle rutinerede kræfter, som har hjulpet os til at træffe bedre beslutninger. Det har de gjort gennem hele sæsonen, og det viser sig nu. Men jeg lærer lige så meget af dem som af de andre unge. Vi inspirerer også hinanden. Vi har nogle interne relationer mellem mange af de spillere, som er på vores hold, og det giver helt klart noget, siger han.

Daniel Anyembes gennembrud har også gjort ham interessant for det kenyanske landshold. Læs mere om det her.

Superliga

Mere Superliga

Fokus