EfB-målmand på vej væk: Tysk og italiensk interesse
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

EfB-målmand på vej væk: Tysk og italiensk interesse

Esbjergs førstemålmand Martin Dubravka kan være mod et klubskifte. Der er stor interesse for målmanden i både Tyskland og Italien.

Siden januar 2014 har slovakken Martin Dubravka været den sidste skanse for Esbjerg fB, men nu kan målmanden være på vej væk fra klubben. 
 
Onsdag refererede tipsbladet.dk, at Dubrakva allerede ville væk fra klubben i sommer, og at Esbjerg nu overvejer at hente Jeppe Højbjerg tilbage fra et lejemål i Fredericia for at gøre ham til førstemålmand, og det kan meget vel ende med at blive en realitet. 
 
Dubravkas agent fortæller således nu, at målmanden er på vej væk fra klubben. 
 
- Da Martin kom til Esbjerg, snakkede vi med ledelsen om, at han på et tidspunkt skulle sælges videre til en større klub. Vi har arbejdet på forskellige muligheder, og i sommer satte Esbjerg et prisskilt på ham, som skulle opfyldes, hvis han skulle skifte. Men i slutningen af transfervinduet lejede Esbjerg Jeppe Højbjerg ud, og så ønskede klubben ikke at sælge, fortæller agenten Michal Holescak til tipsbladet.dk. 
 
Der var ikke nogen konkrete tilbud på Dubravka til sommer, men det kan der komme til vinter. 
 
- Vi må se, hvad der sker. Der er interesse fra ham fra flere steder, og vi kigger på alle muligheder. Martin vil gerne til en større liga, for han har spillet europæisk fodbold i både Zilina og Esbjerg, og det vil han gerne prøve igen. Han vil derfor gerne til en større klub, og det arbejder vi på i næste transfervindue, siger agenten, der fortæller om interesse fra både tyske og italienske klubber. 
 
- Hvis jeg havde en krystalkugle, ville jeg kunne sige, om han skifter, men jeg ved det ikke. Jeg kan kun sige, at der er stor interesse for ham, men der er mange dygtige målmænd på markedet. Der er flere klubber, der følger Martin tæt, så vi må se, hvad der sker, siger han. 
 
26-årige Martin Dubravkas kontrakt med Esbjerg løber frem til sommeren 2017, og hvis han skifter væk fra klubben, vil det ikke være første gang, at Esbjerg mister en førstekeeper. I sommeren 2013 sagde EfB farvel til Lukas Hradecky, der skiftede til Brøndby.