Video : Tipsbladet
Superliga

EfB-profil går formentlig glip af lokalopgør med ny skade

Esbjerg fB må sandsynligvis undvære Rodolph Austin til den kommende lokalkamp mod SønderjyskE.

33-årige Rodolph Austin har gennemgået en mindre forvandling efter sit skifte fra Brøndby til Esbjerg fB, for jamaicaneren har udviklet sig fra defensiv midtbanespiller til midterforsvarer, og det har gjort ham til en vigtig spiller i den vestjyske klub.

Når Esbjerg fB på søndag skal spille udekamp mod SønderjyskE, må John Lammers formentlig undvære sin forsvarsprofil, som måtte udgå i pausen af weekendens kamp mod AC Horsens med en skade.

- Det er ikke den samme skade som fra kampen mod Brøndby, hvor han også måtte gå ud, men selvom Austin er en kriger, og man aldrig kan vide, hvor hurtigt han kan blive klar, regner jeg ikke med, at han spiller på søndag, fortæller Esbjerg fB-træneren til Jydske Vestkysten.

Hvis Rodolph Austin ikke bliver klar til lokalkampen, vil det i stedet give chancen til Jeppe Brinch, og det er John Lammers helt tryg ved. Det var således også Jeppe Brinch, som blev bragt i spil, da Rodolph Austin måtte udgå mod AC Horsens.