Video : Tipsbladet
Superliga

EfB-profil småskadet inden Silkeborg-kamp

Jacob "Lungi" Sørensen pådrog sig ved lørdagens træning en mindre skade i tåen. Men selvom midtbanespilleren måtte udgå fra træningen, satser John Lammers på, at han kan spille kampen mod Silkeborg.

Søndag tørner Esbjerg og Silkeborg sammen i et vaskeægte bundbrag i 3F Superligaen. Begge mandskaber har fået en knap så god start på sæsonen, og derfor er kampen meget vigtig for begge hold. 

Lørdag trænede Esbjerg for sidste gang inden opgøret, og her måtte midtbaneprofilen, Jacob "Lungi" Sørensen udgå med en skadet tå. Cheftræner John Lammers er dog fortrøstningsfuld, og han regner med at kunne gøre brug af den 21-årige midtbanespiller i søndagens vigtige kamp. 

- Han er på penicillin-kur, og den skal nok virke, så han bliver klar mod Silkeborg. Jeg planlægger i hvert fald med ham, siger han ifølge JydskeVestkysten

Esbjerg-træneren afslørede samtidig, at Emmanuel Oti Essigba ikke kommer til at spille en rolle i kampen mod Silkeborg, da han endnu ikke er klar. 

Kampen mellem Esbjerg og Silkeborg sparkes i gang klokken 14:00.