EfB-træner ser et stærkere FCK-hold
Foto: Tycho Gregers/Polfoto
Superliga

EfB-træner ser et stærkere FCK-hold

EfB skal møde FC København fire gange i foråret, og cheftræner Niels Frederiksen mener, at den kommende modstander viser forbedringer.

Søndag tager Esbjerg imod FC København i et af forårets mange møder med hovedstadsklubben. 

På grund af lodtrækningen i DBU Pokalen skal EfB og FC København nemlig møde hinanden to gange i både pokalturneringen og Alka Superligaen.

Og EfB's cheftræner ville formentlig hellere have mødt sin kommende modstander et par ekstra gange i efteråret. Han mener nemlig, at FC København har forbedret sig, og derfor skal hans spillere også vise fremgang for at få point.

- Jeg synes, FC København er blevet bedre, især offensivt. Holdet spiller relativt fysisk med mange indlæg og har i Nicolai Jørgensen, Amankwaa og den nye svenske back, Augustinsson, spillere, der kan gøre noget på egen hånd. FC København skaber flere chancer end tidligere, så vi skal have styr på indlægsspillet – og på de nævnte individualister.

- Offensivt skal vi være dygtigere på bolden og vise mere mod end i de seneste kampe. Vi vil altid gerne komme med et aggressivt udtryk på hjemmebane, men vi vil ikke kunne lægge et tungt pres på FC København i 90 minutter. Hvis vi lykkes med taktikken, vil man se os i flere udgaver i løbet af kampen. Vi arbejder fortsat med at ramme vores topniveau oftere og i længere perioder ad gangen, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Det seneste møde mellem de to klubber endte 2-1 til FC København.