Video : Tipsbladet
Superliga

EfB-træners hollandske venner anbefalede nyindkøb: De ville beholde ham

Mohammed Dauda spillede senest for Vitesse, hvor John Lammers i tre år var andetholdstræner. Esbjerg-chefen har fået godt efterretninger på sit nyindkøb fra sine gamle venner i Holland.

Danske fodboldledere kan med få museklik kalde video og statistik på spillere over hele verden frem. Aldrig har det været lettere at scoute spillere fra nær og fjern.

Sværere er det at finde ud af, hvordan spillernes personlighed passer ind i klubben. Det kan man ikke se på en skærm, men hvis man kender de rette mennesker, kan man måske få et indblik alligevel. Det har John Lammers fået med Esbjergs nyindkøb, Mohammed Dauda.

Den 21-årige ghaneser tilbragte foråret i Vitesse, hvor Lammers fra 2014 til 2017 var træner for ungdoms-/reserveholdet og angrebstræner på førsteholdet. Så inden Esbjerg lejede Dauda i Anderlecht, ringede Lammers til sine gamle kollegaer.

- Han spillede for min gamle klub, så jeg ved, hvad han bringer. For mig er mentaliteten altid vigtig. På video og i kampe ser man meget, men jeg vil altid vide, hvordan fyren er. Det var det samme med Pyry: Vi har flere finske spillere, så da vi fik ham, vidste vi, at han havde en god mentalitet. Det er det samme nu med Dauda, siger Lammers.

- De (Vitesse, red.) var glade for ham. Men købsoptionen var for høj, og de havde andre gode angribere, så de måtte vælge, men de ville faktisk gerne beholde ham.

Mohammed Dauda kom til Anderlecht i januar 2017 og har hidtil opnået ni kampe, men uden at score. I Vitesse spillede han 16 kampe og scorede tre gange. Ikke umiddelbart frygtindgydende tal, men med til historien hører, at Dauda både spillede på kanten og i angrebet.

Skal man tro Esbjerg-lejren, var der da også rift om hans gunst denne sommer, hvor ikke kun Vitesse gerne ville have beholdt ham.

- Han er en spiller, som mange andre hold også ville have. Han skal tage næste skridt i sin karriere, og han skal spille fodbold. Hos os er hans mulighed for at spille større, end hvis han var blevet hos Vitesse, hvor de allerede har to angribere, eller tog til Heerenveen eller et andet hold, siger John Lammers.

Han gav debut til Mohammed Dauda i kampen mod AGF i går. Ghaneseren fik 35 minutter uden at komme frem til det store.