Efter ballade i Esbjerg: 11 personer står til karantæne fra stadion
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Efter ballade i Esbjerg: 11 personer står til karantæne fra stadion

11 personer kan se frem til karantæne fra Blue Water Arena i Esbjerg, efter de var involveret i ballade omkring opgøret mod FC Midtjylland for halvanden uge siden. De er dog ikke trådt i kraft endnu.

Da Esbjerg fB og FC Midtjylland spillede 2-2 for halvanden uge siden, og hjemmeholdet udlignede i overtiden, var der ikke kun drama på banen. Ude i byen blev 24 EfB-fans og to FC Midtjylland-tilhængere anholdt, fortalte politiet.

Nu kan 11 personer så se frem til at få karantæne fra Blue Water Arena i Esbjerg. Det skriver JydskeVestkysten. Ifølge lokalavisen har politiet fundet frem til, at de 11 har overtrådt reglerne så meget, at de står til en udelukkelse fra stadion.

De fleste af de 11 er fra Esbjerg, mens også tre er fra Varde og én fra Hvide Sande. Karantænerne er dog ikke trådt i kraft endnu.

Også i forbindelse med kampen mod OB i søndags var der ballade omkring Esbjergs fans. I første omgang var de dog i ofrenes rolle, da en (formodentlig) OB'er kastede en sten og smadrede en rude i en fanbus. Senere blev en EfB-fan anholdt for at spytte på en betjent, og én blev sigtet for "fornærmende tiltale mod politiet."

Det seneste ballade til trods har antallet af anholdte i forbindelse med Superliga-kampe været faldende de seneste år.