Video : Tipsbladet
Superliga

Efter det vildeste Superliga-koks: En kæmpe fejl

Vejles målmand, Thomas Hagelskjær, lægger sig fladt ned oven på det utrolige koks, der blev så afgørende for top seks-regnskabet i Superligaen søndag.

Vejles målmand Thomas Hagelskjær løb med nogle af de største overskrifter oven på den dramatiske afslutning af Superliga-grundspillet. 

Det skete, da han i overtiden stod for et fælt koks, der forærede Esbjergs en scoring, der ud over at sende sejren til Esbjerg også gav modstanderen en plads i top seks for snuden af AaB, der ellers netop havde rakt ud efter den eftertragtede plads med en sikker 3-1-sejr hjemme over AGF. 

I en egentlig ganske ufarlig situation kastede Thomas Hagelskjær bolden en god meters penge frem foran sig for at sparke bolden i spil. Men hvad keeperen ikke var opmærksom på, var Esbjergs Joni Kauko, der skråt bagfra kom drønende, prikkede til bolden for så at kunne score til 2-1 i et tomt mål til en eksploderende jubel på Blue Water Arena. 

Dagen derpå er Thomas Hagelskjær klar til at tale om den groteske situation, som kan ses nederst.

- Det er svært at sætte ord på. Det er jo noget, der kun sker én ud af en million gange. Det er en kæmpe fejl. Men jeg ser simpelthen ikke, at Joni Kauko kommer ind fra siden af mig, snupper bolden og scorer.

- Kort sagt: Det var tungt i går, og det er stadig ikke sjovt i dag. Men i morgen er jeg tilbage på træningsbanen. Jeg må bruge oplevelsen som en motiverende faktor i stedet for at grave mig ned, siger Thomas Hagelskjær til bt.dk 

Se den utrolige fejl og scoring her: