Video : Tipsbladet
Superliga

Efter fire års fravær: Pierre Bengtsson tilbage på det svenske landshold

Pierre Bengtsson har ikke været en del af det svenske landshold siden playoff-kampene mod Danmark i 2015, men nu er han inde i varmen igen.

Nicolai Boilesen har været skadet i hele denne sæson, og det har medført masser af spilletid til Pierre Bengtsson. Den 31-årige venstreback har scoret et enkelt mål, og Sveriges landstræner Janne Andersson har i hvert fald kunnet lide, hvad han har set.

Onsdag har han udtaget Pierre Bengtsson til det svenske landshold, og det er første gang siden november 2015, at FCK-spilleren skal i landsholdstjeneste. Bengtssons seneste optræden for Sverige var i Parken, hvor svenskerne med 2-2 forhindrede dansk deltagelse ved EM i 2016.

Den svenske landstræner må se bort fra den skadede duo Ludwig Augustinsson og Martin Olsson, og det har i høj grad været med til at bane vejen for Pierre Bengtssons landsholdscomeback. 

Pierre Bengtsson er imidlertid ikke den eneste FCK-spiller, der er blevet udtaget til Sveriges landshold. Det samme er målmand Karl-Johan Johnsson.

Sverige møder Norge og Færøerne i EM-kvalifikationen i næste måned.