Efter langt skadeshelvede: Kasper Povlsen indstiller karrieren
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Efter langt skadeshelvede: Kasper Povlsen indstiller karrieren

29-årige Kasper Povlsen har besluttet at tage konsekvensen af sine skadesproblemer og indstille karrieren.

Det er ikke mange uger siden, at 29-årige Kasper Povlsen kunne fortælle til tipsbladet.dk, at han godt kunne se sig selv skrive under på en kontraktforlængelse med Vendsyssel FF.

Den tidligere AGF- og Hobro-spiller har udløb med oprykkerne til sommer, men det står nu klart, at kontrakten ikke bliver forlænget.

Kasper Povlsen har nemlig valgt at indstille karrieren som konsekvens af den skade, der har drillet ham siden oktober sidste år:

- Det har været en svær beslutning, men det er det rigtige at gøre. Det har været et hårdt år, fordi jeg har kæmpet for at blive klar længe. Adskillige gange er jeg blevet sat tilbage, og derfor har jeg ikke kunnet komme igang.

- Jeg har fået sat det aftryk, jeg ville. Jeg har altid været den, jeg er. Det du har set, er det du har fået. Jeg er kommet langt i forhold til det, jeg selv havde turdet håbe på, da jeg startede med at spille fodbold, og synes, jeg har gjort det godt. Jeg har altid arbejdet hårdt for at nå mine mål, og jeg er stolt af det, jeg har opnået, fortæller Kasper Povlsen i en pressemeddelelse. 

Kasper Povlsen skiftede til Vendsyssel FF fra Hobro IK tilbage i sommeren 2017, men har altså på grund af sin skade kun nået at spille 13 kampe for nordjydernes førstehold. Cheftræner Jens Berthel Askou begræder derfor også, at midtbanekrigeren nu må sige stop:

- Det er altid trist at tage afsked med en spiller, som ufrivilligt må indstille karrieren. Vi har pga. Kaspers skadesproblemer desværre ikke set det bedste fra ham på banen i hans tid i Vendsyssel FF. Til gengæld har vi uden for banen oplevet og haft stor glæde af et fantastisk positivt menneske, som hver eneste dag har givet en masse af sig selv til holdet og klubben.

- Den styrke, Kasper har haft til i en personlig svær tid, altid at sprede glæde, godt humør og hans optimistiske og meget dedikerede tilgang til at forsøge at kæmpe sig tilbage, har været aldeles bemærkelses- og beundringsværdig. Den vej igennem har Kasper haft stor positiv indflydelse på vores kultur og udvikling gennem de sidste 1,5 år.

- Kasper vil uden tvivl blive savnet i Vendsyssel FF, og vi ønsker ham alle det bedste for fremtiden. Jeg er sikker på, at Kasper lander solidt på begge ben i livet efter fodbolden, og at han bliver en kæmpe ressource for sin kommende arbejdsgiver, siger Jens Berthel Askou.

Det er en skade i akillessenen, der har holdt Kasper Povlsen ude i de seneste 14 måneder. Han nåede at spille 153 kampe i Superligaen. 

Læs også, hvad sportsdirektør Glen Riddersholm har at sige om Kasper Povlsens karrierestop her.