Video : Tipsbladet
Superliga

Efter Superliga Backstage i Randers: Nu åbner AGF dørene for tv-station

AGF åbner dørene for tv-stationen Eurosport, der laver en dokumentarserie om klubben fra Aarhus.

I sidste efterår fik Eurosports seere lov til at følge med i Randers' bedrifter på- og uden for banen. Seerne var med i omklædningsrummet, på ledelsesgangene og hjemme hos trænerne.

Superliga Backstage stoppede i foråret, men nu kan Eurosport præsentere en ny dokumentarserie, der har lidt af det samme, som Backstage havde. Det er en dokumentarserie om AGF, der hedder "AGF - mellem håb og håbløshed".

Det skriver Eurosport i en pressemeddelelse.

- Serien vil indramme en af de mest eksponerede danske fodboldklubbers indre liv gennem personer både i og uden for klubben og i Aarhus. Og den vil søge at skildre presset, forventningerne, glæden, sejrene, skuffelserne og det hårde arbejde fra alle ansatte i klubben i kampen for at opnå sportslig succes og for at bringe AGF tilbage til toppen af dansk fodbold, står der i pressemeddelelsen.

Det bliver med andre ord ikke en til en-erstatning for Superliga Backstage, men derimod en mulighed for at skildre en af dansk fodbolds største klubber, der har oplevet op- og nedture.

Første afsnit af dokumentarserien sendes søndag den 19. august på Cana9 og Eurosport.dk. Om serien fortæller ledende redaktionschef hos Eurosport, Christian Thye-Petersen, følgende:

- Med dette projekt ønsker vi at lave den ultimative fortælling om relationen mellem AGF og Aarhus by, aarhusianerne og samtidig give et eksklusivt indblik i denne fantastiske fodboldklub med de store forhåbninger, men også med den altid lurende håbløshed lige om hjørnet, forklarer ledende redaktionschef hos Eurosport, Christian Thye-Petersen.

AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, siger:

- Da vi blev forelagt ideen om en fodbolddokumentar fra Eurosport, der skal undersøge det unikke forhold mellem AGF og Aarhus, blev vi både nysgerrige og senere overbevist om, at det ville vi gerne medvirke i og dermed også vise sider af AGF, man ikke har set i offentligheden før. Vi kan genkende præmissen omkring den særlige relation mellem aarhusianerne, Aarhus og AGF - den historie glæder vi os til at være med til at fortælle, for den har stor værdi for os og for byen og vores fans.

Ifølge pressemeddelelsen har AGF åbnet dørene for Eurosport, og man vil ligeledes søge at få nogle af AGF-legenderne med samt byens fans og medier.