Video : Tipsbladet
Superliga

Efter Thelander-køb: AaB-boss afviser at være tæt på salg af Okore

Superliga-klubben AaB hentede tidligere torsdag Rasmus Thelander tilbage til Aalborg. Spørgsmålet er så nu, om klubben er ved at klargøre et salg af Jores Okore?

I sidste uge var det Iver Fossum, AaB-direktør Allan Gaarde hentede til fra tysk fodbold, og igen i denne uge har nordjydernes sportsdirektør sat sin signatur på en aftale.

AaB præsenterede tidligere torsdag Rasmus Thelander, der vender tilbage til AaB efter fire år i udlandet. Den 28-årige centerback har fået en treårig aftale med AaB.

Tilgangen af Thelander er interessant, fordi AaB-stopper Jores Okore tidligere har talt om, at han gerne vil prøve noget nyt. Okore har da også kun et år igen af sin aftale med klubben fra Nordjylland, og det er så spørgsmålet, om et salg er tæt på.

- Nej, lyder det kortfattet fra Allan Gaarde.

Sportsdirektøren vil dog gerne sælge, hvis det er muligt.

- Det er klart, at hvis vi skal have en transfer for en spiller med et år tilbage af kontrakten, er det nu. Så det er en naturlig overvejelse for os. Jeg er dog sikker på, at vores trænerteam vil være tilfredse med den spillerstab, vi har, hvis vinduet lukkede i dag. Det er lidt dobbeltsidet, for vi er super glade for Okore, siger direktøren til tipsbladet.dk.

Hvis AaB ender med at holde fast i Jores Okore, bliver det ganske givet sværere for nogle af de unge folk at komme på holdet. Det er også en del af overvejelsen for AaB, der ifølge Allan Gaarde har hentet Rasmus Thelander ind, fordi det giver en fremtidssikring i det centrale forsvar.

- Der er stor konkurrence på stopperpositionerne, hvor vi udover Thelander og Okore har Jakob Blåbjerg, der også har et år igen af sin aftale, og så har vi lige lavet en ny aftale med Kasper Pedersen. Vi har også Mathias Ross og Anders Bærtelsen, nogle unge folk, hvor man skal huske, at Ross er fra 2001 og reelt er U19-spiller, siger sportsdirektøren.

Mens det altså ligger i kortene, at AaB gerne sælger Jores Okore, hvis der kommer et bud, der er tilfredsstillende, ligger det ikke i kortene, at nordjyderne skal bruge flere penge.

- Vi kommer ikke til at hente flere ind i det her vindue, siger Allan Gaarde, der ud over Iver Fossum og Rasmus Thelander har hentet Patrick Olsen og Andreas Hansen og vekslet Lucas Andersens lejeaftale til en permanent kontrakt.