Efter Wilczek-sammenstød: Vejle-spiller ude i adskillige uger
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Efter Wilczek-sammenstød: Vejle-spiller ude i adskillige uger

Kerem Memija er hårdt ramt efter sammenstødet med Kamil Wilczek, og han forventes først tilbage en uge eller to efter, at Vejle starter op efter julepausen.

Det så voldsomt ud, da Kerem Memija røg i græsset efter at være blevet ramt af Kamil Wilczeks ene albue, og Vejle-spilleren havde god grund til at have ondt. Han brækkede kæben i sammenstødet, og derfor er han den kommende tid nødt til at indtage sin mad gennem et sugerør.

Det kommer også til at tage noget tid, inden han kan deltage i træningen sammen med holdkammeraterne i Superliga-klubben igen, og selvom der venter en julepause inden længe, er det formentlig ikke nok til at få ham på højkant igen.

Vejle-træner Adolfo Sormani regner derfor med, at Kerem Memija glipper den første del af træningsopstarten i det nye år.

- Vi forventer, at han er ude i mindst seks uger, og det betyder, at han nok først står klar en uge eller to inde i vores opstart i januar, siger den italienske træner til Vejle Amts Folkeblad.

Dermed er det også helt sikkert, at han ikke kommer i spil, når Vejle på lørdag spiller årets sidste kamp, hvor Randers er modstanderen.