Eftertragtet keeper holder fokus på Randers
Superliga

Eftertragtet keeper holder fokus på Randers

Kalle Johnsson og Randers FC er i gang med opstarten til den nye sæson i Superligaen, og keeperen holder fuldt fokus på opgaven i Randers, selv om han kan være et muligt emne for udenlandske klubber.

Den svenske målmand Kalle Johnsson blev vinderen af Det Gyldne Bur i 2015, og med kun et år igen af aftalen med Randers FC er det logisk, at Johnsson går med overvejelser om, hvad der skal ske i fremtiden.

Målmanden er blevet sat i forbindelse med klubber i udlandet - blandt andet Guingamp, der har solgt Jonas Lössl - men indtil videre har det ikke mundet ud i noget konkret.

Aktuelt er der ikke dialog mellem Randers og Johnsson, fordi målmanden har ønsket at se mulighederne an. Han fortæller dog, at fokus 100 procent er på Randers lige nu.

- Lige nu er jeg Randers FC-spiller, og det er det, jeg holder fokus på. Der kan altid ske en masse, mens transfervinduet er åbent, men det lader jeg min agent tage sig af, så jeg kan koncentrere mig om det, jeg får min løn for. Men tingene kan gå hurtigt i fodbold. Sådan var det også, da jeg skiftede til Randers. Dengang gik der 14 dage fra jeg hørte om klubbens interesse til jeg skrev under, siger den 26-årige målmand til Randers Amtsavis.

Kalle Johnsson kom til Randers for to år siden fra NEC Nijmegen i Holland.