Superliga

Ekspert: Brøndby overlever ikke dødskampen

Selv hvis Brøndby laver lønnedgang, og der kommer styr på feriepenge-gælden, ser det mere end sort ud, vurderer kommunikationsdirektør.

Brøndbys jagt på besparelser og penge nåede tirsdag nye højder, da klubben fremlagde planen om at sætte spillere og ansatte permanent 10 procent ned i løn og 25 procent ned i årets tre første måneder.

Ud over kravene til de ansatte satte Brøndby sig også et mål om at lave en henstandsordning og aftale om betalingen af de mange millioner kroner i den såkaldte feriepengesag, der efter flere måneders forhandling med Spillerforeningen endnu ikke er faldet på plads.

Hverken spillere, ansatte eller Spillerforeningen var på forhånd orienteret om Brøndbys planer, så Brøndby-spillere og -ansatte måtte modtage chokket på et fællesmøde efter at Fondsbørsmeddelelsen var sendt ud. Og beskeden om henstandsordning skabte vrede i Spillerforeningen, der via direktør Mads Øland slog fast, at man på intet tidspunkt i de lange forhandlinger med Brøndby har haft udsættelse af gælden til forhandling.

Den manglende kommunikation til både ansatte og Spillerforeningen kommer meget bag på administrerende direktør for PR & Kommunikationsbureauet Mannov, Reinholdt Schultz.

- Det er højst usædvanligt, at man ikke har orienteret nogle af parterne om, hvad der skal ske inden det bliver meldt ud. Jeg er godt klar over, at man er en børsnoteret klub, men at man overhovedet ikke har orienteret Spillerforeningen, som man er i forhandlinger med, er mildt sagt underligt, siger Reinholdt Schultz til tipsbladet.dk.

Læs også: Spillere og ansatte afviser Brøndbys krav

- Så vidt det kan forstås er hverken spillere eller ansatte på nogen måder blevet briefet om, at man kunne ende med at ty til lønnedgang som løsning, og det er helt i skoven, at man på den måde kaster meddelelsen ud i hovedet på sine ansatte. I al kommunikation handler det om de nære relationer først, og i det her tilfælde, må det være de ansatte men også Spillerforeningen som en aktuel forhandlingspartner.

- Men det understreger bare ledelsens desperation og hvor travlt de har. Er man desperat og har meget travlt, kan det ende sådan her, siger Reinholdt Schultz.

Kommunikations-direktøren hælder mest til, at det er desperationen, der har ramt Brøndbys kamp for overlevelse, for ellers handler det mere om en uforståelig arrogance.

- Det er tidligere set, at Brøndby har haft en noget arrogant holdning til omverdenen, og sådan kan håndteringen af tirsdagens meddelelse også godt opfattes, når den tydeligvis kommer bag på Spillerforeningens direktør Mads Øland, siger Reinholdt Schultz

- Det er virkelig underligt, at man på den måde bypasser de igangværende forhandlinger med Spillerforeningen. Det kan umuligt danne grundlag for fremtidige gode forhandlinger at bære sig sådan ad.

- Men som jeg ser det, handler det i bund og grund om Brøndbys totalt desperate dødskamp. Det er et udtryk for dyb, dyb ledelsesmæssig krise i Brøndby. 

Desperat dødskamp
Selv om Brøndby får held til at få spillernes accept til at gennemføre lønnedgangen og får Spillerforeningen og andre kreditorer til at udskyde eller nedskrive gælden, har Reinholdt Schultz samlet set svært ved at få øje på en udvej og dermed redning for Brøndby.

- Ingen virker til at have overblikket, så det ender igen og igen i desperate handlinger, og det er desværre for dansk fodbold svært at se en vej ud af det for Brøndby, siger Reinholdt Schultz til tipsbladet.dk.

- Vi befinder os lige nu midt i et transfervindue, hvor Brøndby har en sportsdirektør, som giver udtryk for gerne at ville forstærke holdet med en til to spillere, men for det første er der ingen midler, og for det andet vil det være en umulighed at lokke stærke spillere til Brøndby i det kaos, der foregår lige nu. Og så man heller ikke glemme, at klubben stadig ligger sidst i tabellen.

- Sponsorerne melder fra, og man risikerer, at usikkerheden vil få endnu flere til at gøre det samme, lige som at tilskuerne også kan forventes at svigte. Det hele går ud over forretningen, som færre og færre får lyst til at smide penge efter. 

LÆS OGSÅ: Dødskamp: Brøndby skal finde 25 millioner kroner

- Der er en enorm sportslig krise, en voldsom økonomisk krise og en dyb ledelsesmæssig krise. Hvis nu bare et af de tre parametre gjorde, at der var noget grund til optimisme, ville der være noget at klamre sig til, men i forhold til Brøndby, er der intet, der fungerer. Derfor har jeg meget svært ved at se dem klare sig ud af den her situation, hvilket er meget beklageligt, siger Reinholdt Schultz.

Brøndby har indtil videre sat frist torsdag for spillere og ansatte i forhold til at nå til enighed omkring en aftale om lønnedgang og håber også i løbet af dagen at være kommet nærmere en løsning med Spillerforeningen om en løsning.

Brøndbys direktør Tommy Håkansson har slået fast, at man i først omgang skal skaffe 25 millioner for i det hele taget at kunne arbejde videre mod en større aktieemission til foråret.