FC København bliver sat i forbindelse med den svenske træner Peter Wettergren, der er assistenttræner i Elfsborg. FCK-manager Ståle Solbakken har bekræftet over for tipsbladet.dk, at løverne er på jagt efter tilføjelser til trænerteamet, og i den forbindelse er Wettergren et emne.
Elfsborg har imidlertid ikke lagt skjul på, at de vil gøre, hvad de kan for at holde på Peter Wettergren, men noget tyder på, at det er en håbløs mission.
Derfor er klubben gået på jagt efter en afløser for Peter Wettergren, og nu skriver GT, at Elfsborg har udset sig Rene Almqvist som afløser. Dermed er der meget, der kunne tyde på, at Peter Wettergren er tabt for klubben.
Den svenske træner ventes at blive præsenteret i FC København i løbet af et par uger. De danske vicemestre har allerede hyret den tidligere Helsingborg-sportschef Jesper Jansson til et job som leder af klubbens scoutafdeling.