Emil Johansson et skridt nærmere OB
Illustration
Superliga

Emil Johansson et skridt nærmere OB

Emil Johansson er kommet et skridt nærmere et skifte til OB, efter at svenskeren i dag var fraværende ved spillerpræsentationen i FC Groningen.

Tipsbladet.dk kunne i går fortælle, at den svenske venstre back Emil Johansson er godt på vej fra hollandske FC Groningen til OB. De to parter er lige nu i forhandlinger angående den tidligere svenske landsholdsspiller.

Søndag er der kommet en klar indikation fra Holland på, at forhandlingerne efterhånden er så fremskredne, at Emil Johansson snart kan præsenteres som ny spiller i den fynske Superliga-klub.

FC Groningen afholdte i dag deres årlige ”Open Day”, hvor spillere og trænere til den kommende sæson blev præsenteret i et sandt festfyrværkeri på klubbens hjemmebane Euroborg. En enkelt Groningen-spiller manglede dog ved præsentationen – Emil Johansson.

Det bekræfter med 100 procent sikkerhed, at svenskeren ikke tørner ud for Groningen i den kommende sæson, og et skifte til OB synes efterhånden at være meget tæt på for den 26-årige svensker.