Superliga

Emil Larsen: Kæmpe forløsning

Med sit mål til 2-0 sikrede Emil Larsen endegyldigt, at Lyngby også i næste sæson kan kalde sig Superligamandskab.

I efterårs sæsonen var Emil Larsen en af nøglefigurerne i Lyngby, men en alvorlig skade satte en midlertidig stopper for dribleren.

I foråret er han så kommet stærkt tilbage, og ti minutter før tid i kampen mod OB sikrede han med sin scoring til 2-0 endegyldigt, at Lyngby også er at finde i Superligaen i næste sæson.

- Det var en kæmpe forløsning. Man er altid nervøs ved 1-0, så derfor var det vigtigt med den scoring, for den skabte noget ro, siger Emil Larsen til Tipsbladet.dk, inden han tilføjer, at selvom Lyngby for to runder siden lå under stregen, så tvivlede han aldrig på, at de kongeblå nok skulle klare paragrafferne.

- Jeg har troet på det hele vejen, og det har resten af holdet også gjort. Vi har kæmpet for at det skulle lykkes, og nu er det bare en kæmpe forlæsning for os allesammen.

Med sejren lykkedes det endda Lyngby at rykke forbi Horsens i tabellen, og dermed ender oprykkerne på en fornem ottende plads i Superligaen.