Én remis: Foråret er startet usædvanligt
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Én remis: Foråret er startet usædvanligt

Blot én kamp er sluttet uden vinder i løbet af de første tre forårsrunder, og det er højst usædvanligt. Det kan give en endnu mere uforudsigelig Superliga.

Fodboldhold får ofte hug for at være kyniske og defensive, og når der kun spilles med én angriber i front, er det ofte for at bedre kunne forsvare eget mål.

Men det holder ikke helt i Superligaen i 2015. Her slutter langt de fleste kampe med en sejrsherre og et nedskudt tabermandskab, og det er en statistik, der er blevet observeret hos Esbjergs cheftræner Niels Frederiksen.

- Af de 18 kampe, der er spillet, har der kun været én uafgjort kamp. Det er helt, helt usædvanligt, og det betyder, at der hurtigt kan blive ændret i tabellen, siger Niels Frederiksen til tipsbladet.dk.

Han har med EfB's 10. plads blot fem point op til Brøndby IF på femtepladsen, og det understreger, at ligaen er tæt, og tendensen med sejre og nederlag hurtigt kan gøre en forskel.

I de første 18 Superliga-kampe i foråret er kun én enkelt kamp sluttet uden en vinder. FC Midtjylland og Brøndby IF spillede søndag den 1. marts uafgjort 1-1 på Brøndby Stadion, og det står stadig før den fjerde forårsrunde som den hidtil eneste remis i 2015. Alle øvrige kampe er sluttet med en vinder og en taber.

De første tre forårsrunder de sidste tre sæsoner har budt på henholdsvis fem, tre og seks uafgjorte kampe i de første 18 kampe, så blot én i 2015 er usædvanligt lidt.

De få uafgjorte kampe kan gøre det svært at vurdere, hvordan tabellen ser ud, når ligaen rammer juni, og selvom Superligaen ofte får en karakteristik af at være uforudsigelig, ser det ud til, at tendensen med få uafgjorte kan gøre den endnu sværere at spå om.

Det hold, der har spillet færrest kampe uafgjort i denne sæson, er FC Midtjylland. Én remis i efteråret mod SønderjyskE samt det uafgjorte resultat mod Brøndby den 1. marts.