Video : Tipsbladet
Superliga

Endnu en Esbjerg-forlængelse: Forsvarsreserve skriver ny kontrakt

Jeppe Brinch er ikke førstevalg på nogen positioner, men har alligevel spillet en del i efteråret. Det belønner Esbjerg fB ham for med en ny kontrakt til 2022.

Man kan ikke beskylde Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, for at have ligget på den lade side, siden Superligaen gik på vinterpause. Inden i dag havde han sørget for fire forlængelser og for at hente Lars "Lungi" Sørensen hjem som assistenttræner.

Nu har den femte spiller så skrevet ny kontrakt. Jeppe Brinch og EfB har forpligtet sig til hinanden frem til 2022. Den gamle kontrakt stod til at løbe ud efter indeværende sæson, og sportschefen er tilfreds med, at den nu er blevet forlænget.

- Jeppe er en af vores egne drenge, som virkelig har udviklet sig i efteråret og vist, han hører til i Superligaen. Han har en god fart og han repræsenterer de værdier, som EfB også står for. Vi er sikre på, at han kan udvikle sig yderligere og derfor får han en længere kontrakt. Vi er meget glade for, at forlænge med Jeppe, siger Jimmi Nagel Jacobsen til klubbens hjemmeside.

23-årige Jeppe Brinch er hverken førstevalg i midterforsvaret eller på højre back, men han er til gengæld førstereserve begge steder. Så i efteråret startede han inde i 14 af 20 kampe, primært fordi Daniel Anyembe gik i stykker, og pladsen som højre back skulle udfyldes.

- Jeg er utrolig glad for at forlænge med EfB. Det er et spændende projekt, som jeg kan se mig selv i og gerne vil være med til at drive i den rigtige retning. Jeg er jo Esbjerg-dreng, så det betyder rigtig meget for mig, at jeg igen kan underskrive en længere kontrakt med klubben. I efteråret har jeg spillet størstedelen af mine kampe på backen, men ambitionen er, at videreudvikle på mit spil og blive en af de bærende kræfter for EfB på min foretrukne plads i midterforsvaret, siger Brinch.

I denne sæson har Markus Halsti og Rodolph Austin siddet på pladserne i midterforsvaret. Sidstnævnte har også for nylig forlænget sin kontrakt. Det samme gælder Jeppe Højbjerg, Joni Kauko og Jesper Lauridsen.