Video : Tipsbladet
Superliga

Endnu en FCM-transfer på vej: Præsenterer ny spiller torsdag

FC Midtjylland præsenterede en ny spiller tirsdag, to nye onsdag, og i morgen, torsdag, løfter de danske mestre sløret for endnu én.

Man kan givetvis beskylde FC Midtjylland for meget, men kedelige er de ikke. Slet ikke, når det er transfertid. 

De danske mestre præsenterede canadiske Manjrekar James i tirsdags, og i dag, onsdag, har ulvene hentet Sammy Skytte og Søren Reese. I morgen venter en ny dag, og det bliver med endnu en ny spiller til FC Midtjylland.

Ulvene oplyser således i en mail til pressen, at klubben offentliggør en ny spiller i morgen klokken 10.00. Et godt bud er, at denne spiller er Simon Okosun fra AC Horsens, der af Ekstra Bladet har været meldt tæt på et skifte til FC Midtjylland, og som ifølge Horsens Folkeblad tog afsked med sine holdkammerater i ACH onsdag eftermiddag.

Da tipsbladet.dk snakkede med FCM's sportschef, Svend Graversen, onsdag eftermiddag, ville han ikke bekræfte, at man har indgået en aftale med Simon Okosun.

- Simon er en rigtig spændende spiller, som har udviklet sig flot i AC Horsens, men yderligere kommentarer har jeg ikke, sagde han.

Med morgendagens tilgang er FCM oppe på syv nye spillere i dette transfervindue - herunder Erik Sviatchenko, som klubben har fået permanente papirer på. Manjrekar James, Sammy Skytte og Søren Reese er dog alle blevet udlejet til andre klubber.