Video : Tipsbladet
Superliga

Erik Sviatchenko undrer sig over Steven Gerrards hoverende gestus

FC Midtjylland-spilleren Erik Sviatchenko ser tilbage på opgøret mod Rangers, og han kan stadig ikke forstå, at Steven Gerrard, Rangers-manager, havde brug for at hovere efter sejren.

Superliga-klubben FC Midtjylland fik kun en enkelt runde i europæisk regi i denne omgang, da det samlet endte med et nederlag på 3-7 til skotske Rangers FC.

Dermed er fokus skiftet til Superligaen og den danske pokalturnering, hvor FCM er forsvarende mestre, men Erik Sviatchenko, tidligere Celtic-spiller, undrer sig alligevel over det, der skete i kølvandet på nederlaget i Skotland.

Her var Rangers FC-manager Steven Gerrard forbi danskeren med nogle ord, som man må tolke som værende hoverende efter den samlede sejr.

- Han lavede en gestus, der gav indikationen "du er ikke så sjov længere" eller "du er stille nu" - noget i den stil.

- Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det, for mine kommentarer (om opgørerne mod Rangers, red.) var respektfulde. Men det er op til ham, hvad han ønsker at sige efter en kamp.

- De fortjente sejren, og jeg er irriteret over, at det blev afgjort af personlige fejl. På det niveau i Europa - mod gode hold som Rangers - bliver man straffet.

- Jeg ønsker Rangers alt det bedste, da de var det bedste hold set over to kampe, siger Erik Sviatchenko til det skotske medie Daily Records.

Steven Gerrard fortalte sin side af sagen i sidste uge.

- Jeg ønskede ham (Sviatchenko, red.) bare held og lykke med resten af sæsonen.

- Han havde naturligvis talt meget i medierne, hvor han kommer fra. Så det var bare en lille afsked til ham, sagde den tidligere Liverpool-spiller.

Rangers FC har trukket polske Legia i den sidste og afgørende Europa Legaue-kvalifikationskamp. Går Rangers videre, er holdet med i Europa League-gruppespillet.

Danskeren spillede i Celtic FC i to år - fra januar 2016 til januar 2018.