Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg bankede SønderjyskE på 35 minutter

Esbjerg spillede en fremragende anden halvleg i kampen mod SønderjyskE og vandt med 3-0.

Det var gæsterne fra SønderjyskE, der først satte sig på fredagens opgør i Esbjerg. I en kamp, der bølgede frem og tilbage, lykkedes SønderjyskE med det mest offensivt. Dog uden at få prikket bolden i kassen.

Tempoet faldt så småt i takt med at kampen skred frem. Esbjerg præsterede ikke meget i løbet af første halvleg.

I anden halvleg var Esbjerg som forvandlet. Hjemmeholdet sad på al spillet, og efter 54 minutter gav det pote, da Robin Söder på glimrende vis sparkede bolden op i det lange hjørne. 

Kort efter havde Mitrovic en stor chance i den anden ende. SønderjyskE-spilleren formåede dog at sparke forbi et tomt mål. 

Efter 82 minutter bragte Mabil hjemmeholdet på 2-0 og fejrede scoringen med en yderst speciel jubelscene. Australieren hev et rødt bånd frem, som han bandt for øjnene. Om det var for at give ekstra succes er tvivlsomt, men i hvert fald var han på spil igen få minutter senere, hvor han satte Tsimikas op til 3-0 scoringen.

Esbjerg ligner pludseligt et offensivt sprudlende mandskab.