Esbjerg fB tvunget til målmandskøb
Illustration
Superliga

Esbjerg fB tvunget til målmandskøb

Til sommer kunne Esbjerg fB have fået Martin Dubravka gratis, men i stedet har de valgt at købe ham fri allerede nu, fordi Frederik Rønnows skade tvang dem til det. 

Intet mindre end to målmænd på tre dage har Esbjerg fB hentet til klubben, efter den slovakiske keeper Martin Dubravka blev præsenteret i dag. Dermed har de hele fire mand til at tage med hænder på Vestkysten, eftersom Frederik Rønnow og Jeppe Højbjerg allerede var i truppen. 

Men selvom målmandstræner Lars Winde nu skal have fire keepere under sine erfarne vinger, var Esbjerg alligevel tvunget til at købe Martin Dubravka. Der er således så store spørgsmålstegn omkring Frederik Rønnow og hans springerknæ, at de ikke turde tage chancen og vente med at hente den nye slovak til sommer, hvor hans kontrakt ellers stod til udløb.

- Der er to grunde til, at vi valgte at købe ham fri nu. For det første er sommerpausen meget kort, og det er vigtigt, at man lærer omgivelserne og sproget at kende, siger Niels Erik Søndergård fra EfB's sportslige ledelse til tipsbladet.dk.

-  Den anden grund er Rønnows skade. Der er så meget usikkerhed omkring det, og ingen ved, hvornår han er klar igen, så med vores vigtige foråret følte vi os nødsagede til at udvise rettidig omhu.

Frederik Rønnow har ellers besøgt specialister for at få sit knæ undersøgt, men eftersom de ikke kunne komme med en brugbar diagnose, havde Esbjerg brug for en målmand med en vis rutine. Det har Debravka blandt andet fra den sæson, hvor han spillede Champions League med Zilina, men det betyder ikke per automatik, at han starter inde i foråret.

- Martin ved, at der er konkurrence, og den, der er stærkest på dagen, spiller. Vi har hverken økonomisk eller pointmæssigt råd til at eksperimentere, for det er ren overlevelse for os i foråret, siger Niels Erik Søndergård, der samtidig erklærer transfervinduet for lukket i Esbjerg.

- Jeg kan godt sige, vi er i mål. Vi har hele tiden haft som målsætning ikke at afgive nogle fra startformationen og supplere vores i forvejen kompetente trup. Vi føler, at vi helt klart står styrket, så det har været et tilfredsstillende vindue, siger Søndergård.

Foruden de to målmænd har Esbjerg købt Michael Jakobsen i FC København, angriberen Martin Pusic i Brann Bergen og den unge islænding Sindre Palmason.