Esbjerg fB vil sænke FCK: Vi vil i den finale
Foto: Jens Henrik Daugaard / Polfoto
Superliga

Esbjerg fB vil sænke FCK: Vi vil i den finale

Esbjerg-træner Niels Frederiksen tror på gevinst i pokalsemifinalen mod FC København men erkender, at der venter en svær opgave.

I de seneste ni sæsoner har Esbjerg fB spillet sig i tre pokalfinaler, og i 2013 endte det med den helt store triumf, da Randers FC blev besejret med 1-0 i Parken. Torsdag aften skal Esbjerg-holdet forsøge at tage et nyt skridt i retning af pokalfinalen, når holdet møder FC København i det første af to semifinaleopgør ude mod FC København.
 
Esbjerg har kun vundet en af de seneste seks Superliga-kampe og er dumpet helt ned på 10. pladsen i tabellen, og træner Niels Frederiksen erkender, at der venter en svær opgave i Parken.
 
- Vi går all-in for at vinde, for vi vil rigtig gerne i den pokalfinale. Det bliver en svær opgave, men vi tror på, at det kan lade sig gøre at slå FC København sammenlagt over to kampe. Over for spillerne har jeg sammenlignet det lidt med en play-off-kamp i Europa League, hvor det gælder om at få et fornuftigt resultat med os til hjemmekampen om godt 14 dage, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.
 
- Deres indlægsspil, standardsituationer, fysiske styrke og det malende tryk, de formår at lægge på en modstander, skal vi finde modtræk imod. Vi vil gå til opgaven som til enhver anden kamp mod FC København. Vi vil næppe have bolden mest og skal være dygtige til at forsvare, men vi skal også have modet til at have bolden og lægge pres på dem. Det kræver, at vi finder topniveauet, siger Niels Frederiksen.
 
Esbjerg har mødt FC København både ude og hjemme i Superligasæsonen og har tabt med et enkelt mål i begge kampe. 
 
Pokalsemifinalen sættes i gang torsdag klokken klokken 18.15, mens den første semifinale afvikles onsdag aften, hvor FC Vestsjælland møder SønderjyskE