Esbjerg forlænger med ukrainsk angriber
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Esbjerg forlænger med ukrainsk angriber

Yuri Yakovenko har forlænget sin kontrakt med Esbjerg fB frem til december 2021.

Bronzevinderne fra Esbjerg har netop forlænget kontrakten med ukrainske Yuri Yakovenko, så den 25-årige angriber er at finde i den vestjyske klub frem til december 2021. Det glæder sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

- Yuri har i de seneste seks måneder holdt et meget højt niveau, hvor han viste, at han er en ægte fuldblodsangriber, der kan score mål. Med stenhårdt arbejde var han en evig trussel for forsvarsspillere på Superliga-holdene, og vi er glade for, at han fortsætter i EfB, siger han til klubbens hjemmeside.

Angriberen selv er også meget tilfreds med at fortsætte i klubben, hvor han i denne sæson er noteret for syv scoringer.

- Jeg er meget glad for, at jeg skal fortsætte i EfB. Jeg føler mig i god form, og jeg er tilpas i byen og blandt mine holdkammerater, så det var naturligt for mig at underskrive en ny aftale, siger Yakovenko.

I 52 optrædener er det blevet til 13 scoringer for Yuri Yakovenko i Esbjerg-trøjen.