Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg hiver snæver sejr mod Brøndby hjem

Det var ikke en stor fodboldkamp, men Esbjerg fB vil huske den for de tre point mod Brøndby IF med en sejr på 1-0.

Det er tæt i kampen om bronzen, og både Esbjerg fB og Brøndby IF havde et behov for de tre point, hvis de skulle holde sig helt inde i dén kamp.

Fra kampens start var der løse chancer i begge ender, om end det var udeholdet, som var mest i teten. Særligt Brøndby IF var lige ved at få skabt store chancer, men missede flere gange nøgleafleveringer.

Som halvlegen skred frem, blev det mere og mere Esbjerg fB, som fik lagt et tryk og skabt de fleste chancer.

Anden halvleg startede lige så svagt som i anden halvleg. Første reelle chancer var efter 50 minutter, hvor Hany Mukhtar hakkede på kassen fra kanten af feltet af, men det var en uskarp afslutning.

Få minutter efter fik Ante Erceg et stort tilbud, men en fantastisk redning fra Jeppe Højbjerg holdt buret rent i denne omgang.

Men det første mål kom i den anden ende. Joni Kauko fik tiltusket sig en bold i feltet, og han fik placeret den ind i målet til 1-0 for vestjyderne.

Målet gjorde, at kampen åbnede sig op. Esbjerg fB vadede i store chancer, men fik dem ikke udnyttet. Adnane Tighadouini fik en kæmpe chance over flere omgange, hvor han også kom forbi målmanden, men han fik forspildt muligheden.

Heldigvis for Esbjerg fB holdt de stand resten af kampen og endte med at vinde 1-0 over Brøndby IF.