Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-målmand bliver i klubben - og håber at få tilbudt ny kontrakt

Jeppe Højbjerg har ikke modtaget nogen tilbud fra andre klubber og vil mest af alt gerne have, at Esbjerg fB tilbyder ham en forlængelse af den kontrakt, der udløber om ti måneder.

Efter Esbjerg fB har solgt Anders Dreyer, er det småt med oplagte salgsemner. For de fleste af de unge, lovende spillere er det formentlig for tidligt at blive skudt af sted, og transferrygterne har da også primært gået på køb snarere end salg.

Tidligere har der dog været interesse for målmanden Jeppe Højbjerg. I efteråret 2017 skrev en spansk avis, at Real Sociedad var interesseret, og han er med sine 23 år og sin fortid på U21-landsholdet en spiller, der optræder eller har optrådt på en lang række klubbers scouting-lister.

Højbjergs kontrakt udløber til næste sommer, men selv om der er ti måneder til kontraktudløb, og han har gjort det klart, at han gerne vil prøve sig af i udlandet en dag, er han ikke på vej væk fra sin klub. Han fortæller til JydskeVestkysten, at han er glad, hvor han er, og at interessen ikke har udmøntet sig til noget konkret.

Tværtimod vil han mest af alt gerne tilbydes en kontraktforlængelse i Esbjerg.

- Skulle jeg så blive solgt på et tidspunkt, vil klubben også få penge ud af det - og det vil jeg have det rigtig fint med, siger målmanden, der er opvokset i Esbjerg, til sin lokalavis.

Mens det altså tyder på, at Jeppe Højbjerg bliver, hvor han er, er det stadig planen, at Esbjerg-truppen skal suppleres af nye spillere, inden transfervinduet lukker midnat mellem fredag og lørdag.

Klubben har eksempelvis kun to kantspillere, Emmanuel Oti Essigba og Mathias Kristensen, og cheftræner John Lammers har tidligere sagt, at han skal bruge mindst to nye.