Esbjerg-spiller kan være ramt af kindbensbrud
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Esbjerg-spiller kan være ramt af kindbensbrud

Casper Nielsen måtte udgå af Esbjergs opgør mod FC Nordsjælland mandag aften med en hovedskade.

Jonas Dal har i edn grad fået skik på defensiven i Esbjerg fB, hvor klubben mandag aften cementerede sin position som et stærkt, stærkt defensivt hold med 0-0 ude mod FC Nordsjælland.

Mål scorer klubben omvendt ikkke mange af, og nu kan det også blive en tand sværere for Esbjerg at komme på tavlen. Den offensive midtbanespiller Casper Nielsen, der er løbestærk, sparker godt og har gode afleveringer, måtte udgå af opgøret mod FC Nordsjælland med en hovedskade. Og i Esbjerg-lejren frygter de det værste.

- Casper har måske fået et lille brud på kindbenet, og skal scannes når vi kommer hjem til Esbjerg senere i aften. Han har meget ondt i hovedet, fordi det var et kæmpe skrald, han fik i den der hovedstødsduel, så vi frygter lidt det værste, men håber det bedste, sagde Esbjerg-træner Jonas Dal efter kampen til TV 2 Sport.

Med det ene point rykkede klubben også et skridt tættere den matematiske redning, idet Hobro IK tabte. Esbjerg er fortsat nummer 11 i Superligaen med 26 point - samme antal som AGF, der ligger nummer 10. Der er 15 point ned til Hobro IK, og der resterer ni kampe.