Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg tager afsked med fem - to spilleres fremtid er uafklaret

Brent McGrath, Klaus Moesgaard, William Møller, Carlo Holse og Adnane Tighadouini forlader alle Esbjerg fB, når sæsonen er slut. Yuri Yakovenko og Lasse Mikkelsen har endnu ikke fået deres fremtid på plads.

På søndag spiller Esbjerg fB sæsonens sidste hjemmekamp, og den anledning bruger klubben til at tage afsked med fem spillere. Brent McGrath, Klaus Moesgaard, William Møller, Carlo Holse og Adnane Tighadouini forlader Esbjerg ved kontraktudløb.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside, hvor det også fremgår, at yderligere to spillere har kontraktudløb. Men Yuri Yakovenkos og Lasse Mikkelsens fremtid er endnu uvis.

- Vi tager afsked med nogle dygtige spillere og nogle gode fyre, som alle har leveret et professionelt stykke arbejde for EfB. Vi ønsker dem alle held og lykke på deres videre færd, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

McGrath, Moesgaard og Møller forlader klubben uden en aftale for fremtiden, mens Tighadouini og Holse begge er lejet og derfor vender tilbage til henholdsvis Malaga og FC København.

Netop FCK er modstanderen på søndag i et opgør, som Holse ikke kommer til at spille. Det aftalte de to klubber, da Esbjerg lejede ham i januar, og den aftale piller de ikke ved, selv om FC København har sikret sig det danske mesterskab.