Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-topscorer om bronze: Det er ikke slut

Joni Kauko, der er delt Superliga-topscorer i Esbjerg fB, fastslår, at nederlaget til OB ikke er ensbetydende med, at bronzemedaljerne er udenfor rækkevidde.

Der var lagt op til direkte bronzeduel i Superligaen fredag aften, da OB kom på besøg i Esbjerg. Selvom Esbjerg kom til opgøret med fire clean sheets i streg, så blev det til en knusende 1-4 sejr til de fynske gæster. 

Det betyder, at OB går forbi Esbjerg i tabellen og rykker op på tredjepladsen, der giver bronzemedaljer. Spørger man Esbjergs finske midtbaneslider og delte topscorer, Joni Kauko, er det et nederlag, der kom lidt uventet. 

- Det er svært at sige, hvad der gik galt. Det var en virkelig svær kamp for os, selvom forberedelsen havde været god. Jeg føler, at vi gav målene væk lidt for let. Vi fighter videre, men de fik meget plads, da vi blev nødt til at satse lidt, siger Joni Kauko efter kampen til EfB TV. 

Der resterer to runder for Esbjerg og OB i Superligaens mesterskabsspil og med blot et enkelt point op til fynboerne, er spændingen intakt.

- Det gør selvfølgelig ondt, men vi skal stadig huske, at vi har to kampe tilbage. Det er ikke slut endnu, og alt er muligt. Jeg kan sige på både mine egne og hele holdets vegne, at vi kommer til at kæmpe til det sidste, siger Joni Kauko. 

Esbjerg møder i næste runde de danske mestre fra FC København på hjemmebane.