Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-træner før bronzebraget: Pres på begge hold

Esbjerg kan med en sejr i Odense stort set have sikret sig Superligaens bronzemedaljer, men et nederlag vil omvendt sende OB foran Esbjerg.

Der er meget på spil, når Superligaens to bronzekandidater mødes i Odense på fredag.

Esbjerg fB, udeholdet, ligger på tredjepladsen aktuelt to point foran hjemmeholdet OB, der er nummer fire, og dermed er det OB, der er mest pisket til en sejr med tre runder igen af mesterskabsspillet.

Hollandske John Lammers, Esbjerg-træner, forventer en spændende kamp.

-  Som fodboldspiller lever man for de kampe, hvor der står meget på spil, og der er pres på. Det er i kampe som den på fredag mod OB, at spillerne virkelig lærer meget, og det samme gør jeg som cheftræner. Jeg kommer til at se, hvordan den enkelte spiller reagerer i forskellige situationer, siger John Lammers til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Der er pres på begge hold fredag, og vi vælger at tage det positivt og forsøge at udnytte det til vores fordel, og jeg kan også mærke på spillerne, at de glæder sig. Holdet har flere gange i sæsonen vist stærk karakter, eksempelvis i hjemmekampen mod Vejle i grundspillets sidste runde, så jeg er sikker på, vi fredag aften også vil se et velbalanceret EfB-mandskab trods den store interesse for kampen.

De to klubber mødtes i Esbjerg den 23. april, og her endte opgøret uden scoringer.