Esbjerg-træner forventer stille transfervindue: Vi har ingen penge
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Esbjerg-træner forventer stille transfervindue: Vi har ingen penge

Efter tilgang af Joni Kauko og Markus Halsti forventer John Lammers ikke, at Esbjerg fB rører ret meget mere på sig i transfervinduet. Til gengæld glæder han sig over truppens potentiale.

Det er ikke unormalt at se klubber, der rykker op i Superligaen, være aktive på transfermarkedet. En ny række betyder ofte behov for nye og bedre spillere i forsøget på at undgå, at man ryger direkte tilbage, hvor man kom fra.

Det ville dog være synd at sige, at Esbjerg fB har sat FIFA's internationale transfersystem på overarbejde. Klubben har hentet to nye spillere siden oprykningen, Joni Kauko og Markus Halsti, og det bliver formentlig ikke til ret meget mere.

Kassen i Vestjylland er ved at være tom, så cheftræner John Lammers må ifølge ham selv klare sig med, hvad han har. Det rakte til en 2-0-sejr over AC Horsens i søndagens generalprøve.

- Vi har ingen penge, men heldigvis har vi en trup med masser af potentiale. Det synes jeg også, at vi fik set mod Horsens. Vi holdt dem jo næsten helt væk fra chancer, og vi var det klart bedste hold på banen. I anden halvleg kunne vi også godt have lavet et mål eller to, siger Lammers til JydskeVestkysten.

EfB kom ud af de to seneste år med et samlet underskud på 60 millioner kroner og har måttet låne penge af klubbens sponsorer. Derfor har Lammers ikke alverden at gøre godt med, når han sidder og leder efter forstærkninger til sit hold.

I øjeblikket mangler han også en sportschef til at hjælpe sig. Ted van Leeuwen stoppede ved udgangen af juli som sportsdirektør, og hans afløser lader indtil videre vente på sig.