Færdig i Sparta Rotterdam: Marfelt leder efter ny klub
Foto: Sparta Rotterdam
Superliga

Færdig i Sparta Rotterdam: Marfelt leder efter ny klub

Sparta Rotterdams cheftræner, Dick Advocaat, har ikke fidus til Nicholas Marfelt, der derfor er på jagt efter en ny klub i det igangværende transfervindue.

Nicholas Marfelt er på jagt efter en ny klub.

Den danske venstre back blev i sommer udlejet fra SønderjyskE til Sparta Rotterdam, og det har været et hårdt år for Marfelt og klubben, der er sidst i Æresdivisionen. Kort før jul fyrede Sparta Rotterdam cheftræner Alex Pastoor og afløste ham med Dick Advocaat, der har et flot CV, som blandt andet tæller landstrænerposter i Holland, Belgien, Rusland og Serbien.

Nicholas Marfelt er åbenlyst ikke Dick Advocaats kop the, og under hans ledelse har danskeren slet ikke været i truppen for Sparta Rotterdam. Derfor søger venstre backen nu væk.

- Sparta Rotterdam fyrede træneren på grund af manglende resultater og ansatte en ny, og det er Nicholas - sammen med et par andre spillere - blevet et offer for. Derfor skal vi have fundet en ny klub i dette transfervindue, siger Nicholas Marfelts agent, Alan Hvedehave, til tipsbladet.dk.

Det lyder ligetil - det er det bare ikke i Nicholas Marfelts tilfælde.

Den danske venstre back har spillet kampe for både SønderjyskE og Sparta Rotterdam i denne sæson, og reglerne foreskriver, at en spiller ikke må repræsentere mere end to klubber samme sæson.

- Derfor kan det være, vi må kigge mod Sverige, Norge, USA eller en af de øvrige ligaer, der følger kalenderåret, fortæller agenten.

En mulighed er også at vende tilbage til SønderjyskE, som er den eneste klub udover Sparta Rotterdam, Nicholas Marfelt må spille for i denne sæson. Det ligger dog ikke i kortene på nuværende tidspunkt.

- SønderjyskE ejer fortsat Nicholas, og vi har en god dialog med klubben, men som alle andre har de et budget, og da de udlejede Nicholas i sommer, indgår han selvfølgelig ikke i budgettet for denne sæson. Desuden er der vist omkring 30 spillere i SønderjyskE's trup, siger Alan Hvedehave og understreger, at nedturen i Holland ikke har slået Nicholas Marfelt ud af kurs:

- Han er ved godt mod, og han er glad. Nicholas er inde i en god udvikling, og vi var overbeviste om, at skiftet til Sparta Rotterdam var det rigtige for ham. Efter den nye træner er kommet til, har han dog valgt at satse på andre spillere, og sådan er det i fodbold.

Nicholas Marfelt står noteret for otte kampe for Sparta Rotterdam.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.